Det alternative Sønderborg manifest

Indledning (2010)

Tilføjelse i forbindelse med projektet “6440 Augustenborg Europæisk Kulturhovedlandsby 2017” (11.04.16)

Det (foreløbige) alternative Sønderborg manifest (11.04.16)

Indledning (2011)

I 2010 udgav Sønderborg et manifest, der skulle markedsføre byen. Manifestets fire punkter er vistnok velmente, men de virker lidt tamt, når vi ved, at Sønderborg søger om at blive et af de to europæiske kulturhovedstader i 2017.

Dette (foreløbige) Sønderborg manifest er derimod et forsøg på, at lægge fokussen på kulturen. Ikke kun på én bestemt kultur, men spørgsmålet er her, hvad kultur grundlæggende egentligt er og hvordan vi kan omsætte denne viden omkring dette spørgsmål i forholdet til de enkle kulturer og kulturernes indbyrdes møder.

Senest siden 2001 blev vi gentagende gange mødt med udsagnet ”kulturernes kamp”. Sådan et udsagn forudsætter dog, at kulturerne eksisterer som konkrete genstande, der kan bekæmpe hinanden. Mennesket bliver ved sådanne udsagn reduceret til en sekundær rolle.

Selvom de færreste ville fortolke kulturen på denne måde, så støder vi dog løbende på udsagn (bl.a. i læserbreve) som f.eks. at danskheden skal bevares e.l. Jeg bliver som sydslesviger ofte spurgt, om jeg nu er dansk eller tysk. Når jeg så svarer med „både og“ vil reaktionen typisk være „Det kan dog ikke lade sig gøre, enten er man tysk eller dansk…!“

Her tales og argumenteres på en sådan måde, som om kulturen eksisterer udenfor mennesket som en fast størrelse. Det enkelte menneske er ifølge sådanne syn kun underordnet denne størrelse. Andre kulturelle indflydelser bliver her gerne defineret som noget fremmede, næsten som om der er tale, at aliens fra det ydre rum ville erobre planeten (vores kultur).

Meningen med kulturen – kulturbegrebet anvendes her i den brede forstand dvs. kultur som udtryk af menneskelig aktivitet i form af kunst, politik, virksomhedskultur brugsgenstande (wc papir) osv., består i, at regulere et socialt samfund og hindre, at negative „a-sociale“ drifter kommer til at styre samfundet.

De forskellige kulturer danner således forskellige redskaber for at regulere menneskets eksistens, som individ og som deltager i et socialt samfund.

Andre kulturer er os fremmed. Men hvad består det fremmede af? De kulturelle bidrag som sprog, arkitektur, etiketter, samfundssystemer osv. adskiller sig ofte grundlæggende fra vores egne. Men disse bidrag stammer i sidste ende fra mennesket. De er dermed forskellige udtryk for det at være et menneske i en socialt sammenhæng. Det betyder, at disse kulturelle bidrag lige så godt kunne stamme fra os selv.

Kvaliteten af en kultur og dens enkelte kulturelle bidrag, burde vurderes i, hvorvidt mennesket står i centrum eller om mennesket bliver tvunget til at fungere som en marionette af nationale, religiøse og / eller politiske ideologier mm. Ideologier, der i sidste ende selv bliver defineret af en mindre gruppe af personer. En gruppe der måske fremstiller deres egne fortolkninger til at være i overensstemmelse med en eller anden naturlig eller religiøs lovmæssighed. Lovmæssigheder, som mennesket udenfor denne mindre gruppe skal underordne sig. Det vil sige at disse ideologier i sidste ende grunder i magt- og kontrolinteresser af en mindre gruppe. Er disse magt- og kontrolinteresser nu udtryk for kultur og kultiveret adfærd eller nærmere udtryk af egocentriske drifter? Drifter, som de enkelte kulturer egentligt burde modvirke?

Det er mennesket der skaber kulturerne og det er dermed mennesket der i sidste ende står bag kulturernes kamp. De forskellige kulturer bliver her kun anvendt som dårlig undskyldning, som gidsler, for de før nævnte magt- og kontroldrifter.

Mit anliggende er, at skabe en dybere bevidsthed om, at det er mennesket der står som aktør bag kulturerne og dermed må det enkelte menneske også tage ansvar for sin handlen – og ikke lægge skylden på en eller anden kultur, ideologi, religion osv.

Målet er, at skabe en bevidsthed, at de forskellige kulturer også kan være udtryk af forskellige bevidsthedstilstande (følelser, tankestrukturer, refleksioner osv.) og at mødet med en anden kultur også indebærer et møde med andre tankestrukturer osv. Tankestrukturer, der muligvis kan hjælpe med at udvikle nye synsvinkler over tilværelsen.

Enhver kultur har forbudte sider, har tabuer. Sider som vi med rette ikke praktiserer (dræbe, stjæle etc.), men også sider, der unødvendigt opfattes som tabu, fordi vi gennem traditionel tænkning, bærer på nogle kulturelle skyklapper. Sider der kunne give os nogle nye inspirationer. Indflydelsen af de østasiatiske filosofiske retninger og tankestrukturer danner her et godt eksempel på, hvordan vi i Danmark til vores fordel blev påvirket af en anden kultur. De, som i dag praktiserer Karate eller Taiji Quan, konsulterer en psykoterapeut eller heilpraktiker, er sig ofte ikke bevidst, at der her enten bliver praktiseres et østasiatisk kulturelt bidrag, eller at der bliver tilbudt metoder, der delvis er påvirket af østasiatiske tankestrukturer.

Mit anliggende er dermed også en appel til en dialog mellem de forskellige mennesker, der praktiserer forskellige kulturer. I hvert fald så længe denne dialog ikke bliver overskygget af egoistiske magt- og kontroldrifter.

Her burde vi dog også tage højde for, at når en person ud fra egen fri vilje beslutter sig, af f.eks. religiøse årsager, at indskrænke sin egen frihed (måske et liv som buddhistisk munk etc.), så burde det sociale samfund respektere dette. Bliver ens egne religiøse forestillinger dog anset som målestok for, hvordan resten af det sociale samfund skal indrette sig, danner sådan tænkning en modsigelse overfor friheden, som bl.a. religionsfriheden.

Problemet med en fundamentalistisk / dogmatisk (religiøs) holdning er ikke en fundamentalistisk holdning i sig selv – den søger i sidste ende ”kun” dybden i ens verdensbillede. Problemet er en form for etiket-narcissisme, hvor personen spejler sig i sit eget syn for at ophøje dette syn til en universel sandhed. Et fundamentalistisk miljø vil dog typisk give etiket-narcissisme gode vækstbetingelser.

Som tysk statsborger og medlem af det danske mindretal har jeg lært, at jeg hverken som dansker eller tysker automatisk er en fredelig, social person. Jeg kan kun vise det gennem mine konkrete handlinger.

De danske, tyske og inspirationen af østasiatiske kulturelle tankestrukturer, danner her værktøjer, hvordan jeg kan blive et bedre menneske. Men hvordan jeg anvender disse værktøjer og hvilke jeg i sidste ende anvender, ligger op til mig og det er mig alene, der har ansvar for mine handlinger.

Budskabet med det Alternative Sønderborg Manifest skal også forstås som et signal for den gensidige dansk – tyske kulturelle påvirkning og den gensidige kulturelle integration i den dansk – tyske grænseregion.

Tilføjelse i forbindelse med projektet 6440 Augustenborg Europæisk Kulturhovedlandsby 2017” (11.04.16)

Når Århus i 2017 er vært for ”Europæisk Kulturhovedstad” konceptet og når 6440 området forhåbentligt fejrer sig som en ”Europæisk Kulturhovedlandsby” – selvfølgeligt med et stort glimt i øjet, vil kulturen både i Århus og Augustenborg hyldes.

Men hvad er det, vi fejrer – hvad er det, vi hylder?

Indholdet, dvs. betydningen af begrebet kultur har ændret sig gennem tiderne og tilsvarende begreber i andre kulturer – som f.eks. i den klassiske kinesiske kultur, havde deres egen specifikt fortolkning om, hvad kultur egentligt er og hvad kultur ikke er.

I det antikke Grækenland blev begrebet kultur anvendt på den ene side i forbindelse med at kultivere (dyrke) en mark / kultivere planter. På den anden side anvendtes begrebet kultur i forbindelse med den dannelse, der skulle føre til en kultiveret adfærd. Dannelsen dannede her ”frøerne” i sjælen, til denne adfærd.

Under den kristne herredømme i Europa blev kulturelt adfærd målt gennem kristen selvforståelse og fortolkning. Under oplysningstiden opfattede europæiske tænkere sig som oplyste, mens andre samfund / kulturer blev opfattet som primitive kulturer.

I den moderne tid – især gennem etnologien, blev samtlige samfund opfattet mere og mere som forskellige former for kulturer. Dertil kom, at alt hvad mennesket skabte blev betegnet som kulturelle udtryk, uanset om det drejede sig om et billede fra Rembrandt, produktionen af wc-papir eller en motorvej. Dette syn bygger på et konsekvent natur modsat kultur beskrivelse.

Det betyder også, at alt, hvad mennesket kunstigt frembringer i sidste ende anses som kultur og at vi taler om forskellige (sub)kulturer, uanset om disse kulturer udøver en positiv effekt på kulturens medlemmer eller personer udenfor (sub)kulturen. Vi taler således om kulturen i de forskellige samfundsmiljøer, kulturen på de forskellige arbejdspladser og f.eks. om den danske kultur.

Så begrebet kultur har – modsat den antikke anvendelse, ingen egentligt værdiudsagn, da det som mennesket skaber, ikke nødvendigvis er

hensigtsmæssigt og det, som skabes, sjælendt kan defineres i klare godt – dårligt, kategorier, selvom vi i det daglige typisk tænker i sådanne stereotype baner. Er religion eller de enkelte religioner godt eller dårligt? Begge dele, da religionerne er udtryk for forestillinger om menneskets eksistens og fordi de enkelte religioner nu engang bliver praktiseres af det enkelte menneske. Dertil kommer, at dele af de enkelte religiøse forestillinger med rette kan kritiseres, men hvor kritikken også er afhængigt af den samfundsmæssige, tidsmæssige – historiske kontekst, kritikken bliver fremført.

Dertil kommer at f.eks. kristendommen og buddhismen har tilpasset sig forholdende i de enkelte samfund. Den måde folkekirken præsenterer sig i Danmark kan således ikke anvendes som parameter for, hvordan kristendommen prøver at påvirke de enkelte samfund andre steder i verden som f.eks. Polen, Sydamerika eller USA.

Samtidig er vi bleven bange for at se kritisk på andre (sub)kulturer. Mange gange af frygt for at være diskriminerende. Der virker, som om personer, der gemmer sig bag en eller anden form for kultur, har fået en fribillet for deres handlen, så længe det udføres i kulturenes navn. Det virker som kulturen eller religionen helliger midlet.

Det kinesiske styre bliver med rette beskyldt for at undertrykke og ødelægge den tibetanske kultur. På den anden side grundede og grunder tilsyneladende fortsat kvindesynet i den tibetanske kultur ikke på ligestilling. I en tysk udsendelse for nogle år siden kom det tydeligt frem, at der i Tibet fortsat findes kulturel betingede tvangsægteskaber.

Det, at unge tibetaner fravælger et liv i et kloster, for i stedet for at leve et moderne vestlig ungdomsliv (formidlet gennem Kina!) er med til at klostrene i Tibet mangler novicer. dvs. traditionen i Tibet bliver brudt og kulturen i Tibet ændrer sig. Skal traditionen / kulturen med al magt bevares fordi vi i vesten tilfredsstiller os med fiktive glansbilleder fra en anden kultur?

Og hvad er så standarten for en ”positiv” kultur?

For 100 år siden lå verdenen midt i den store krig. I 2017 er det 100 år siden, at befolkningen befrielse sig fra Zar regimes diktatur, for kort tid efter at blive

bondefanget” i en ny ideologi, hvis realiseringen ikke tillod megen frihed til at være menneske.

Efter den store krig var den vestlige verden rystet over den barbariske krig, de såkaldte civiliserede og oplyste nationer udførte mod hinanden. Dybdepsykologen Freud pegede i denne forbindelse på en råvildt indre natur, som civilisationen måske i en periode havde undertrykt, men næppe tæmmet.

Vi behøver bare slå op i aviserne, lytte til fjernsynet eller surfe på nettet. Vi kan ikke være i tvivl om, at vores råvilde indre natur på ingen måde er tæmmet. Hverken i Syrien eller inden for vores egen ligusterhæk.

Hvor hurtigt dukker uhensigtsmæssige – destruktive følelser / emotioner op i os, når modparten siger noget eller argumenterer for noget, der medfører, at vi er i følelsernes vold. Selvom vi i Danmark for det meste nøjes med aggressiv kropssprog og tale, så lader vi naturen i os styre begivenheden og ikke kultiveret adfærd sådan som grækerne så det. Og hvad med vores kontrol og magtbehov?

Jeg håber at konceptet ”Europæisk kulturhovedstand 2017” i Århus og de kulturelle aktiviteter i Augustenborg 2017 også giver plads til denne eftertanke.

Kultur er ikke kun nogle bestemte former for arkitektur, musik eller billeder. Kultur er i høj grad det, der foregår mellem ørene. Er det vores cortex eller det limbiske system der styrer vores tanker og adfærd. Og hvordan transformerer vi negative energier i mere hensigtsmæssige?

Det (foreløbige) alternative Sønderborg manifest (11.04.16)

1.
Der findes ingen egentlig kulturernes kamp.

2.
Det er mennesket, der skaber kulturerne og der er dermed mennesket, der er ansvarlig for de diverse kampe i verdenen (kulturernes Kamp, religionskrige, ideologiske konflikter osv.).

3.
De forskellige kulturer er udtryk for forskellige bevidsthedstilstande, tankestrukturer, refleksioner etc. over tilværelsen og menneskets stilling i verden. Disse danner grundlagt for strukturen i de enkelte sociale samfund.

4.
De enkelte tankestrukturer / refleksioner er ikke fuldendte. Hver struktur og dermed hver kultur har deres begrænsning.

5.
Andre kulturer kan udvise ligheder med ens egen kultur, men også forskelle. Disse forskelle kunne muligvis berige ens egen kultur og dermed ens egen bevidsthed.

6.
De enkelte kulturer danner ikke faste størrelser udenfor mennesket. De enkelte kulturer danner derimod dynamiske processer, som gennem mennesket løbende bliver forandret.

7.
Disse processer forløber ikke isoleret. De enkelte kulturer påvirker hinanden løbende.

7a.
Kulturen i Danmark er således i høj grad påvirket af andre kulturer også af ikke europæiske kulturer. Disse kulturelle påvirkninger opfattes dog i dag typisk som en del af den danske kultur.

8.
Begrebet ”Kultur” danner således kun et abstrakt begreb, der hentyder til menneskeligt aktivitet. Også indholdet af selve begrebet ”kultur” har ændret sig løbende gennem tiderne.

9.
Vi deler gennem sproget verden i bestemte kasser. Ethvert begreb, sætning og dermed også hver teori / verdensbillede, kan kun anses som et vrangbillede af virkeligheden.

9a.
Nogle eksempler på sprogproblematikken.

A) Begrebet `hjerte´ afspejler tilsyneladende en konkret virkelighed. Sprogligt kan vi anvende det afgrænsede begreb `hjerte´, i virkeligheden eksisterer hjertet dog ikke isoleret, men kun i kraft af resten af organismen. Gennem sproget inddeler vi således verden i bestemte objekter mm., som i realiteten ikke eksisterer på denne måde. Sådanne inddelinger (kasser) er dog vigtigt for, at vi overhovedet kan anvende et sprog.

B) Vi danner begreber, som ikke eksisterer, men opfatter dem typisk som noget reel eksisterende. Der findes hverken en `dag´ eller en `nat´. Disse kunstige begreber formidler på en mere forenklet måde positionen af jorden i forhold til solen.

C) Andre kulturer inddeler gennem deres sprog verden på en anden måde. Når der i klassiske kinesiske tekster tales om hjertet, mente kinesiske læger noget mere omfattende med begrebet, end vi i dag gør.

Netop mødet med en anden kultur viser, hvor forskelligt vi inddeler verden i sproglige ”kasser”. Hvilke kasser afspejler så den konkrete virkelighed? Vores sprog / teorier og verdensbilleder burde anses som sproglige landkort over virkeligheden. Vi kan anvende sådanne landkort til at finde rundt i verden, men vi ved ikke med sikkerhed, hvilket landkort der afspejler den absolutte virkelighed.

10.
Da begreberne / teorierne gennem sproget ikke kan gengive den absolutte virkelighed, vil enhver teori / verdensbillede også indeholde deres begrænsninger.

11.
Sådanne begrænsninger kan muligvis kompenseres i en vis grad gennem andre teorier og eller verdensbilleder.

12.
Et verdensbillede burde således ses som et billede med al de begrænsninger, et billede nu engang har og de muligheder der ligger i at have forskellige billeder af den samme virkelighed.

13.
I det øjeblik vi reflekterer over mennesket og menneskets tilværelse, finder samtidig en form for de-humanisering sted, fordi refleksionernes abstrakte resultater og ikke mennesket bliver målestok for mennesket og menneskets tilværelse. Sådanne forestillinger / refleksioner er dog for dannelsen af sociale samfund nødvendig.

14.
Gennem bevidstheden om, ikke at være perfekt, gennem tvivlen „forstår / fortolker jeg dette rigtigt“ kan vi åbne os over for vores medmennesker, der ser anderledes på tilværelsen, for derefter at stå i en seriøst kulturel dialog, som ikke bliver skygget af nogen kunstigt konstruerede „kulturelle sandheder“.

15.
Da det er mennesket, der forsøger, at fortolke tilværelsen for derved at danne et social samfund (kulturer), burde kulturen tage udgangspunkt i mennesket og ikke i et fastlåst fortolkning / verdensbillede / ideologi eller religiøs forestilling.

16.
Vi burde ud over betegnelsen narcissismen, også tale om en form for etiket-narcissisme.

17.
Narcissisme grunder, groft sagt, i en manglende selvværd, der kompenseres gennem ego-fikseret adfærd. Denne manglende selvværd kan også ytre sig ved, at personen gemmer sig bag kulturelle normer, for at erklære sine egne fortolkninger, som udtryk for ”det sande verdensbillede”. At erklære sine egne fortolkninger som sande, grunder i sidste ende i egoistiske (narcissistiske) tendenser, samt magt og kontrol interesser.

18.
Selve begrebet ”sandhed” fortæller ikke noget om det, begrebet gør krav på, nemlig det, at kunne formidle / afspejle sandheden. Indholdet af begrebet ”sandhed” grunder således dybest set i de fortolkninger den enkelte person eller en gruppe af personer ligger i dette begreb.

18a.
Det udelukker ikke, at vi i vores hverdag kan tale om sande hændelser mm, som når politiet / retsvæsenet gør deres arbejde.

19.
Det samme gælder for begrebet tro. Begrebet fortæller intet om hvad troen omhandler.

Udsagnet ”Sand tro” er således et tomt udsagn, der fyldes gennem subjektive religiøse fortolkninger.

19a.
Selv hvis en religiøst tekst opfattes at afspejle en sandhed, vil denne tekst kunne fortolkes på forskellige måder – noget der også afhænger af det sprog (og sprogets begrænsninger) teksten er forfattet i / oversat til.

20.
Etiket-narcissisme må nok anses som en væsentlig drivkraft for det, vi kalder for ”kulturernes kamp”.

21.
Her er der således tale om destruktive drifter (magt – kontrol drifter, samt usikkerhed, angst og egoisme mm) og ikke om ansvarlig social (kultiveret) adfærd, der er årsagen til konflikterne.

22.
Vores identitet grunder ikke alene i det, vi mener vi er, men også det, vi mener vi ikke er. Derigennem udvikles hurtigt unødvendige fjendebilleder.

23.
Vores identitet er i høj grad påvirket af de tankestrukturer og verdensbilleder, vores kultur (subkultur, livsstil familie mm) grunder i og ikke i den person der skaber tankestrukturer / verdensbilleder.

24.
Så længe vi er os bevidst om, at der er os, som person, der identificerer sig med en bestemt (sub)kultur mm., vil vi også kunne stille spørgsmålstegn bag kulturen og derved måske forandre kulturen, da vi er i stand til at skelne mellem den person vi er og den kultur vi lever i og som vi er påvirket af – socialiseret under. Vi vil også kunne forholde os over for forandringer i kulturen, selv når forandringer ikke kommer fra os selv uden at vi derved mister vores identitet.

Vi har derigennem muligheden for at åbne os over for andre kulturelle bidrag – det vi mener, vi ikke er, for at udvikle vores horisont og dermed i sidste ende forbedre vores livskvalitet.

25.
Er vi os ikke bevist om, at vi som person er bærer og formidler af en kultur, men derimod identificerer os udelukkende med det kulturelle miljø vi færdes i, dvs. vi skelner ikke mellem den person vi er og den kultur vi lever i, så identificerer vi os som at være identisk med kulturen. Her vil en hver forandring danne en trussel mod vores (kunstige) identitet.

Det vi mener vi er, bliver så hurtigt til målestok for det gode og det, vi mener vi ikke er, til det onde.

26.
Som reaktion over for den indbildte trussel mod vores identitet, vil vi prøve at kontrollere vores omgivelser og bekæmpe det vi mener vi ikke er. Etiket narcissismen vil dyrkes og kulturens kamp er nærmest forprogrammeret.

27.
Når vi derimod ser mennesket bag de kulturelle strukturer, vil et møde men en anden kultur opfattes som et møde med et andet menneske, der anvender andre kulturelle redskaber til at klare hverdagen på. Et møde vi måske kan lære af. Det samme gælder for den person vi møder. Først da vil en seriøs dialog kunne foretages.

Hvis dialogen misbruges til at overbevise modparten, er vi på vej mod etiket-narcisismen.

28.
Vores opgave for det 21 århundrede burde således være, at sætte mennesket i centrum og at vi ikke gemmer os bag vores fortolkninger af verden. Der findes mange forskellige refleksioner/ verdensbilleder, som er brugbart. Problemet opstår, når vi ikke alene ophøjer vores egne verdensbilleder på bekostning af andre som sand, men legimiterer vores verdensbilleder i fjendtligheder over for andre verdensbilleder.

29.
Vi har brug for en mental Kopernikus. Inden Kopernikus digterede kirken det geocentriske verdensbillede – jorden skulle således være centrummet af universet. Kopernikus viste derimod, at jorden er kun en af flere planter der kredser om solen.

30.
Vi ser typisk vores eget verdensbillede (kultur, subkultur, livestile) som centrum, hvor andre tilgange til tilværelsen kredser om vores, uanset om vi lever i Danmark, Nærøsten Kina eller USA. Vi bliver nødt til at realisere, at vores syn på tilværelsen kun danner en af de mange ”planter” der kredser om ”solen” dvs. vores naturtilstand der kultiveres.

31.
Nogle planter er dog bedre egnet til beboelse end andre. Begrebet kultur fortæller ikke noget om hvorvidt den respektive kultur giver plads til det enkelte menneske eller om kulturen danner en maskerade for etiket-narcisismen, samt ukultiverede magt og kontrol interesser.

32.
Vi burde lægge fokus på vores indre liv og spørge os, hvorvidt vi er styret af sådanne destruktive drifter – uanset i det store eller små, eller om vores liv bliver styret af ansvarsfulde kultiverede refleksioner.

Fjenden” befinder sig oftest i os selv og ikke hos naboen.

33.
For selve den religiøse / spirituelle praksis vil et bestemt verdensbille dog være af større betydning, da dette verdensbillede danner et vigtigt fundament, når der arbejdes med dybere psykologiske / eksistentielle lag.

34.
Opgaven for den religiøse person er her, at skelne mellem individuelle indre spirituelle veje og det samfund personen lever i. Ens egen spirituel praksis / verdensbillede kan ikke danne grundlaget for, hvordan naboen burde leve livet.

35.
Netop i den spirituelle praksis er det af stor betydning, at personen lægger opmærksomheden på ens magt og kontrol behov, samt egocentriske tendenser for at neddæmpe disse, da der her arbejdes med faste verdensbilleder og dybere psykologiske lag.

36.
Religiøse / spirituelle personer bliver nødt til at lære at håndtere dette religiøse dilemma. Jeg bliver ikke et bedre menneske ved at bekende mig til en bestemt religion. Kun ved at forarbejde og overvinde mine destruktive sider, kan jeg kultivere mig til et socialt menneske, med respekt og ikke kun tolerance over for andre kulturelle tilgange.

37.
Personligheder som den 14 Dalai Lama, Desmond Tutu og Mahatma Gandhi praktiserede ”ikke vold” ud fra deres egen religion (Buddhisme, Kristendom og Hinduisme). Dvs. ikke religionstilhørsforholdet er det afgørende, men til hvad religiøse forestillinger bliver anvendt.

Også indenfor Shaolin kampkunsten og Sufismen, tales om at indre og ikke ydre fjender burde bekæmpes.

Det bedste verdensbillede duer ikke, hvis mennesket ikke tør at stille sig overfor sine egne destruktive sider.

38.
Hverken en kultur eller religion helliger midlet.

Vi bliver født nøgen. Det første klæde som omfavner vores spinkle krop, de første kærlige ord vi hører fra moren, er det første møde med den kultur vi bliver født i. Som spædbarn kymrer vi os ikke om klædet har en rød eller blå farve eller om moren taler tysk, dansk eller kinesisk. Spørgsmålet er om tøjet giver os varme og om moren giver os tryghed og forståelse.

Her kunne vi tage lære af os selv da vi var 3mdr. gammel.
Dette er en humanisme som ikke kun er udviklet i vesten. Dette ønske efter menneskets frihed er kommet i forskellige kulturer til forskellige tider kommet til udtryk.